Vi bor i El Paso, det vestligste hjørne af Texas, midt i smørhullet mellem Mexico, New Mexico og Arizona og ikke langt fra Californien, Nevada og Utah.
Vi har efterhånden været på mange ture rundt i dette skønne hjørne af USA, og jeg vil gerne dele vore erfaringer med dem der har brug for det.
Jeg vil udvide denne side til at indeholde gode råd og links, men synes du det tager for lang tid at læse det hele igennem, eller kan du ikke finde det du leder efter, så er du velkommen til at skrive til mig. Og planlægger du en rejse til denne del af USA men mangler turforslag, så har jeg også en del af dem på lager.
I det hele taget er det meget vigtigt at være velforbredt hjemmefra. Den med bare at tage afsted og så købe billetter eller leje hotelværelser undervejs, kommer man sjældent langt med. For det første kan flere hoteller være udsolgt, men booker man eksempelvis 14 dage i forvejen, kan der være mange penge at spare. Det samme gælder billeje. Og populære attraktioner kan være udsolgt, hvis man venter til sidste øjeblik. Det gælder også forestillinger, eksempelvis i Las Vegas. Desuden er det også vigtigt at huske på, at kun hvis man bestiller en pakke, hvilket er flybillet + min. 1 overnatning på hotel, hos et rejseselskab, et flyselskab eller lignende, er man dækket af rejsegarantifonden, hvis firmaet krakker, inden man er kommet afsted.
Jeg kan også hjælpe med leje af bil/gps, bestilling af hotelværelser og ture og jeg kan også hjælpe med at lave budget for turen, eller komme med anbefalinger til, hvad man bør se og hvad man kan vente med til næste gang.
Siden 12. januar 2009 har det amerikanske DHS (Department of Homeland Security) forlangt, at alle der kommer fra lande, hvorfra der ikke er visumpligt (hvilket gælder de fleste lande i EU og dermed også Danmark), og som ønsker at rejse til USA, forinden skal have søgt om en forhåndsgodkendelse på nettet. Det skal gøres senest 72 timer før afrejse, og vil ikke kunne erstatte det efterfølgende immigrationscheck i ankomstlufthavnen. Se evt. mere i Børsen. Forhåndsgodkendelsen foregår på nettet via en hjemmeside, og det tager som regel ikke mange minutter. Du kan se hvordan det gøres på dette link https://esta.cbp.dhs.gov/esta/esta.html?_flowExecutionKey=_c45A51B5A-BD08-EA56-3F71-0F4D2DAB4B81_kF8D4D8EB-0A6D-D6E6-731A-6D246757E631
Som sagt tager det ikke mere end et par minutter at udfylde ansøgningen på forhåndsgodkendelsen og det er forholdsvis let. Man kan vælge hvilket sprog det skal være på, blandt andet også dansk, og man skal følge 4 letter trin : udfyldelse af ansøgning med angivelse af navn, fødselsdato, pasnummer, udstedelsesland og dato, dato for, hvornår passet udløber, adressen hvor man skal bo, mens man bor i USA og med hvilket fly man ankommer.
Når alt er besvaret, er næste trin at man skal læse sine informationer igennem og sige ja til, at de er korrekte, eller nej, så man kan rette i dem. Trin 3 får man et referencenummer, som man bør notere sig, så man efterfølgende - hvis man ikke bliver godkendt omgående - kan taste nummeret ind og se, hvor langt ansøgningen er i systemet. Trin 4 er ganske let - man er enten godkendt eller ej (Authorization accepted) og man kan printe denne side. Man får også tilsendt en kopi af bekræftelsen, men det er ikke nødvendigt at tage den med til USA, for de har det allerede i systemet i immigrationen. Godkendelsen betyder heller ikke at man kan slippe for at udfylde papirerne og gå igennem immigrationen, når man ankommer til den første by i USA.
Den amerikanske dollar kurs er historisk lav, og derfor er det NU man skal tage på ferie i USA, hvis man vil have en masse oplevelser for billige penge. USA er rig på fantastisk natur og har et hav af nationalparker, som er et besøg værd. Leder man efter kultur, museer og historiske bygninger, så skal man vælge at besøge New York eller Washington, men har man ikke noget imod at køre 100-vis af kilometer igennem prærie, ørken og bjerglandskaber, så er Midtvesten lige stedet. Faktisk går den historiske Route 66 fra Chicago i øst gennem 7 delstater for at ende i Los Angeles i Californien, og der findes masser af oaser undervejs. Mange af disse små steder oser af atmosfære og kan bekræfte os i nogle af vore værste/bedste forestillinger om, hvad USA og amerikanere er for en størrelse.
I det sydvestlige Texas, hvor vi bor, og i New Mexico og Arizona kan man allerede fra januar opleve temperaturer op omkring 20 grader, men nætterne kan være hundekolde, da det mange steder er ørken, og når der ikke er skyer til at holde på varmen, fiser det lige ud i atmosfæren. Fra april kan man opleve fx Phoenix have omkring 30 grader om dagen og august og september er djævelsk varme. Naturligvis er vejret også moderat varmt i Californien, men kommer man fra øst, vil det kunne virke køligt når man kommer ud til kysten. Derfor er det lettest at have tøj på i lag, så man kan tage noget af eller på, alt efter hvor varmt det er. Desuden bruger man på restauranter voldsomt air-condition, så det kan være temmelig koldt at komme indendørs. Derfor er en trøje til brug i restauranter også en god ide.
Tøj, smykker, elektronik og briller er ca. ½ pris af, hvad det koster i Danmark. Fra 1. december 2008 er det tilladt at indføre varer for max. 3,225 dkr eller 430 Euro, hvis man har besøgt et ikke EU-land, uden at skulle betale told af det indkøbte.
Vil man købe briller kan det lade sig gøre, hvis man har sin styrke med. De kan selvfølgelig også aflæse ens styrke fra de briller man har, men så er det på eget ansvar. Det kan ikke betale sig at få lavet en synstest, det koster næsten lige så meget som selve brillerne, men har du lige fået lavet en synstest i Danmark og skal eventuelt have en ændring i styrken, så få din brillemand til at skrive ned, hvad din styrke er, så kan man få rigtig mange fine briller meget hurtigt herovre. Det tager som regel ikke mere end et døgn at få dem lavet.
Husk at tøj- og skostørrelser er anderledes end derhjemme. Her kan du se hvad de forskellige tøjstørrelser hedder http://www.onlineconversion.com/clothing.htm eller her er der et skema man kan printe ud og tage med http://www.france-property-and-information.com/clothing_sizes.htm
De fleste steder kan man betale med Visa, Mastercard eller American Express kredit kort, få steder tager de Diners endnu. Så det er ikke nødvendigt at slæbe rundt på en masse kontanter. Mange af ovenstående kort tager et gebyr, når man hæver kontanter i en automat, men ikke hvis man betaler i en forretning eller på en restaurant, som vi ellers fejlagtigt kunne læse i Jyllandsposten i juni 2008.
I Wal-Mart kan man dog købe et kontantkort, det virker som et Dankort. Det hedder Walmart Moneycard og koster $8,95 at købe, til gengæld er der ingen gebyrer når man betaler med det i forretninger eller på tankstationer og det koster heller ikke noget at hæve penge i ATM/pengeautomater, og så behøver man ikke slæbe rundt på en masse kontanter hele tiden.
Vores erfaring er, at amerikanerne er meget venlige overfor fremmede, uanset hvor vi har været, er vi blevet mødt af søde mennesker, som er interesseret i at fortælle os om hvor vi er, og høre hvad vi er for nogen.
I øjeblikket kan man købe meget billige flyrejser herover til. Vi har fundet billige billetter via www.travelstart.dk og TV2′ Momondo og www.GoLeif.dk, men også ved at kigge på flyselskabernes egne hjemmesider, kan man være heldige at finde en billig rejse. Specielt hvis man er fleksibel og ikke alt for fastlåst af datoer. Se fx www.klm.dk som har flyrejser fra Amsterdam til de fleste større byer i USA eller www.delta.com som fx flyver direkte fra København til Atlanta.
Alle danskere har som udgangspunkt 90 dages turistvisum til USA. Forudsætningen for at få visum er ens pas være maskinlæsbart og gyldigt i minimum 6 måneder ved indrejsen. Dette gælder for alle, også børn i alle aldre skal have deres eget pas. Man må ikke være tidligere straffet og man skal kunne vise en gyldig returbillet. Har man planer om en rejse af længere varighed, skal der søges visum på den amerikanske ambassade i København. Det kan godt tage nogle uger at få et visum, så søg i god tid. Se eventuelt på http://denmark.usembassy.gov/ hvor du finder visum reglerne og hvordan ansøgningsprocessen er. Man skal igennem et interview på ambassaden og skal også kunne bevise at man har midler nok til at kunne klare sig selv på rejsen. Det vil enten være i form af kontoudtog eller en invitation fra nogen i USA, som går ind og garanterer, at man ikke vil forsøge at tage arbejde, mens man er her.
Uanset om du har visum fra ambassaden eller skal søge om turistvisum er det vigtigt at man har et sted at bo, ihvertfald det første døgn. Derfor er det vigtigt at have bestilt mindst 1 nat på hotel hjemmefra, så man kan sætte hotellets adresse på de papirer, der skal udfyldes inden man skal igennem immigrationen og immigrationsofficerens spørgsmål.
Der findes et hav af hoteller og moteller af mere eller mindre tvivlsom karakter, men de fleste er rene og pæne og koster ikke alverden at bo på. Vær dog opmærksom på, at hvis der står at morgenmad er includeret, så er det IKKE altid det store amerikanske morgenmad med bacon og æg man bliver præsenteret for, de bedste steder er det dog muligt at lave pandekager, og alle steder er der kaffe, juice, mælk og en eller anden form for morgenmadsprodukt, samtidig med donuts eller toast. www.expedia.com eller www.hotels.com er gode hjemmesider at finde hoteller på, hedder et hotel noget med Inn & Suites, er det ofte med et lille te-køkken og en lille stue eller kontor + soveværelse. Ifølge vores erfaring er dog at de også er lidt dyrere, men rejser man med børn eller skal man blive et sted mere end 1 overnatning, er det godt givet ud. Kigger man i stedet på fx. www.triprewards.com kan man finde motelværelser til rimelige penge.
Derudover findes en del kæderestauranter som tilbyder morgenmad 24 timer i døgnet, og det er såmænd ikke særligt dyrt. For $5.99 kan du på Denny’s få æg og bacon, hash browns og pandekager. Kaffen koster typisk omkring $2 eller mindre og så fyldes der op, indtil du har fået nok. Det samme gælder for IHOP, hvor det dog kan være lidt dyrere. Disse restauranter ligger typisk i nærheden af hotellerne. Er man parat til at prøve noget andet, og man er kommet lidt ud på landet, så kan det godt betale sig at gå på en lokal Diner og spise. Læg mærke til om sheriffen holder udenfor - det plejer at være tegn på, at det er et godt sted at spise.
Når du skal igennem immigrationen er det ligeledes vigtigt at du kan bevise at du kan klare dig selv, så medbring eventuelt kontoudtog, specielt for unge under 30 år som ikke er på forretningsrejse vil der blive stillet mange spørgsmål om, hvordan man regner med at kunne klare sig. Og det nytter ikke noget at komme med et friskt svar som : “jeg har nok” eller “det finder jeg nok ud af”. En jeg kender blev sendt til et 3.gradsforhør som varede flere timer, fordi han ikke mente det ragede officeren, hvor mange penge han planlagde at skulle bruge, mens han var herovre. Og det gælder uanset om du har visum hjemmefra, for finder officeren sig ikke overbevist om dine reelle hensigter, så har han ret til at afvise dig alligevel.
Lad i det hele taget være med at komme med friske bemærkninger, med mindre officeren selv lægger op til det. Svar på spørgsmålene, men sig ikke noget uden at være spurgt.
Turen fra flyet igennem immigrationen, told og sikkerhedscheck kan tage helt op til 2 timer, så hvis du selv planlægger din rejse, og skal videre med et andet fly, så planlæg at du ikke skal boarde næste fly før tidligst 2 timer efter du er landet med det forrige. Har du købt billetten hos en rejsearrangør eller direkte hos flyselskabet, så er de ansvarlige for, at du når det, og de vil som regel kunne finde en anden flyafgang til dig, hvis du ikke når connection flight som planlagt. Har du selv planlagt det, har du også selv ansvaret for at du når det, og må regne med, at når du ikke dit fly, så er billetten tabt. Når en rejse har indlagt 1 eller flere stop kan bagagen som regel checkes ind hele vejen. Det betyder dog ikke at man undgår at skulle have fat i sin kuffert samme sted som man skal igennem immigrationen. Det er nemlig ikke alle lufthavne som er internationale og kan håndtere bagage fra oversøiske destinationer, så indfortoldningen sker samme sted som immigrationen. Bagagen er dog mærket med den endelig destination, så i praksis betyder det ikke andet, end at man, efter at være kommet igennem immigrationen, skal udfylde en tolddeklaration, tage sin kuffert fra et bagagebånd og gå igennem tolden, for derefter at aflevere det på bagagebåndet hos det flyselskab man skal videre med. Helt anderledes ser det ud når man skal tilbage til Europa igen, her behøver man ikke beregne mere end ½ time til at komme til det næste fly, for amerikanerne er ikke lige så hysteriske med at checke HVEM de sender UD af landet, som dem de sender IND i landet.
Det er også vigtigt at undersøge hjemmefra, hvad man må og ikke må medtage. Alle madvarer er i princippet forbudt at medtage. Værst er det dog med mejeriprodukter eller rå fisk eller kød. Det samme med planter. Kaffe, sukker eller slik kan man fx sagtens medtage, men når man bliver spurgt om man har noget med, så mener de ALT der kan spises. Så hellere sige ja, jeg har det og det med, end vente på at det bliver opdaget.
Vil man købe toldfrit i lufthavnen er det vigtigt at være opmærksom på reglerne. Man må ikke medbringe mere end 10 containere med max. 1 dl. væske eller lotion i hver i håndbagagen. Når vi rejser fra Billund til El Paso har vi 2 stop : ét i Amsterdam og ét i Houston. Her betyder reglerne at : vi kan sagtens købe toldfri varer i Billund, men da de vil komme i vores håndbagage, vil de blive konfiskeret i Amsterdam. Køber vi derimod toldfrit i Amsterdam, kan vi i Houston komme det i vores bagage, når vi er gået igennem tolden der.
På tilbagerejsen kan det til gengæld ikke betale sig at købe toldfrit, for hvis vi køber det i El Paso, vil det blive konfiskeret i Houston, og køber vi det i Houston, vil det blive konfiskeret i Amsterdam. Heldigvis er det dog som regel lige billigt om vi køber tingene i lufthavnen eller i dagligvarer butikker, inden hjemrejsen.
Husk også at lade være med at låse din kuffert. Med mindre du har en Travel Centry-lås som kan låses op af de amerikanske myndigheder, vil de bryde din kuffert op og lægge en seddel i hvor der står, at det er for din egen sikkerheds skyld at de har gjort det, og at du i øvrigt ikke er berettiget til at få en erstatning for eventuel skade.
Går din kuffert i stykker på flyveturen, skal du indberette det allerede i lufthavnen. Ellers får du den ikke erstattet. Det nytter ikke noget at sende den til producenten når du kommer hjem, og klager over at en kuffert ikke er bygget til at rejse en tur over Atlanten. Det er flyselskabet der har erstatningsansvaret.
Når du skal mærke din kuffert, så sæt kun navn og telefonnummer på bagagemærket udenpå kufferten. Så kan du altid sætte mere udførlig adresse på en seddel, som du kan klistre indeni kufferten. Flere har oplevet at der lusker nogle folk rundt i lufthavnen og aflæser deres bagagesedler, og mens de er væk hjemmefra, bliver der brudt ind i deres hus.
Vil man leje en bil, er det ikke så dyrt som derhjemme. Hos KLM kan man fx spare 15% på billeje, hvis man lejer bilen og køber flybilletten samtidig. Man skal dog være minimum 21 år, for at kunne leje en bil, og man skal også være min. 21 år for at må køre en lejet bil. Alle der skal køre bilen, skal være registreret på lejekontrakten. Du kan også på www.flyrejsen.dk se gode tilbud på leje af biler.
Hvis man vil besøge Grand Canyon, er der et hav af muligheder. Man kan selv køre derind (der er gebyr for at besøge nationalparken) enten i bil eller med tog fra fx Williams, og så ellers bare nyde udsigten fra nogle af udsigtspunkterne. Eller også kan man tage på en af de guidede ture gennem Grand Canyon, der er mulighed for at komme på vandretur ned og med muldyr op, og man kan kombinere det med en tur på Colorado River, som løber igennem bjergformationerne. Men hvis man vil på en guidet tur, skal man være opmærksom på at bestille i god tid, for turene kan være udsolgt helt op til et år i forvejen. Man bliver desuden registreret, for der er begrænset plads, så man kan kun komme med på en af de ture en gang om året.
Nyttige links :
http://www.sixflags.com/magicmountain/
http://disneyworld.disney.go.com/wdw/index?bhcp=1
http://www.legoland.com/california.htm
http://www.universalstudioshollywood.com/?__source=USMN.auto
5 svar ind til nu ↓
1 jacob // 14. Sep 2009 at 8:28
jeg er meget glad for at du har lavet denne hjemmeside. min kæreste og jeg gaar med nogle drømme om at flytte til usa når hún er færdig med hendes uddannelse om 2 aar. jeg er saa ved at undersøge hvor i landet jeg tror ser intresandte ud men naar man ikke har været der er det ikke nemt, saa kunne man jo tage på ferie der ovre men lander er jo enormt og man ville ikke kunne naa det hele. hun er en storby pige og jeg er fra landet og de to ting skal lige som passe lidt sammen hmm… Har du en ide til hvor man kan shoppe og gaa i skoven,fiske køre Atv og ha hund. og vejret er rimeligt godt. hilsen jacob
2 Lene // 16. Sep 2009 at 6:07
Hej Jacob, tak for din hilsen. Hvis JEG skulle flytte derover igen, så ville jeg helt klart vælge det vestlige USA. Jeg elsker Tucson i Arizona med det tørre og varme vejr, desværre er der meget varmt om sommeren. Det samme kan siges om Phoenix, som dog er en større by og med en ret stor dansk koloni. Utah har noget af verdens smukkeste natur, man kan stå på ski i Colorado og New Mexico og man kan bade i Californien hvor også nogle af USA’s største byer ligger.
Du har godt nok mange krav, men hvis du skal have opfyldt alle dine ønsker så kan I flytte til det sydlige Californien i området ml. San Diego og Los Angeles. Her kan man surfe det meste af året, og hvis du ikke har noget imod at køre lidt efter det, så kan man køre på ATV i ørkenen, fiske i Colorado River ml. Colorado og Californien. Det er næsten aldrig helt vildt varmt og heller ikke helt vildt koldt, pg.a luftfugtigheden fra havet virker 20-22 gr. også dejligt varmt, det regner sjældent og det er ikke hvert år der er frostvejr om vinteren. New Mexico (Albuquerque og Santa Fe) har alt det natur du efterlyser, men shopping er nok ikke ligefrem noget at skrive hjem om. Til gengæld kan man ret let komme til Las Vegas, Los Angeles, Denver, San Francisco osv. Med hensyn til hunde så virkede det på os som alle har hund - og gerne flere hunde på samme tid. Tænk på at det sjældent regner, dine hunde kan være ude det meste af døgnet og trækker ikke smidt med ind, når de kommer ind i huset.
Held og lykke med forehavenet. Jeg tror dog også I skal tage derover på ferie først, skriv bare igen, hvis du vil have nogle ideer til gode ferier i det vestlige USA.
Mange hilsner fra Lene
3 Vibeke // 21. Dec 2009 at 18:51
Hej - sikken en flot hjemmeside. Har du erfaring med flybilletter fra http://www.goleif.dk. Jeg har familie, der gerne vil benytte sig af selskabets gode tilbud, men de vil nødig blive skuffet over selskabets standard.
På forhånd tak
Vibeke fra København
4 Tone Smidt-Petersen // 3. Feb 2010 at 16:11
Hej.
Det var dog en fantastisk masse informationer man kan få her. Vi er en familie på 4 som netop er ved at bestille en rejse til Californien i sommerferien.Vi bestiller hos Goleif eller Budget (ved at bestille fra London sparer vi en del penge)
Jeg har søgt på billeje i jule og synes umiddelbart at det er meget dyrt i forhold til hvordan prisniveauet ellers er. Kender i nogen lavpris udlejningsfirmaer? Vi skal bare have en lille bil (altså så lille som vi kan få det på disse kanter) med aircon som kan køre!
Vh Tone Smidt-Petersen
5 Lene // 7. Feb 2010 at 11:55
Hej Vibeke og Tone,
har ikke fået opdateret min hjemmeside for nylig, derfor det sene svar. Beklager. Men jeg er da glad for, at I har kunnet bruge nogle af oplysningerne
Allerførst til Vibeke : Jeg har kun hørt godt om Goleif, du får hvad du betaler for, nemlig en flybillet, så med mindre du har flere behov, så kan du sagtens bestille flybilletter via dem. Nu har du jo nok bestilt billetter allerede, men jeg har fx lige bestilt via klm’s hjemmeside og fået billet fra København til Los Angeles i maj for under 4000 kr. pr. billet, så det kan lige så ofte betale sig at bestille direkte på de enkelte flyselskabers hjemmeside. Et lille hint : mange gange kan det betale sig at vente med at bestille til tirsdag eller onsdag, da mange selskaber sætter deres priser op i weekenden, fordi det typisk er på det tidspunkt folk har tid til at lede efter flybilletter.
Og til Tone : som nævnt er vi selv i gang med at planlægge en tur til Californien/Vestkysten i maj og har også kigget på forskellige biludlejningsfirmaer.
Du har ret i, at priserne på biler umiddelbart virker temmelig høje, men det er fordi amerikanere generelt ikke stoler på folk fra andre lande, så hvis du ikke selv har amerikansk kørekort og/eller forsikring, så bliver specielt forsikringspræmien meget høj.
Når du sammenligner priser er det virkelig vigtigt at du sikrer dig, at de tilbyder samme ydelse. Og det kan være mere end svært. Vi har blandt andet valgt at leje hos Hertz via et godt tilbud fra FDM, og selvom det måske ser lidt dyrere ud, end mange andre steder, så ved jeg til gengæld at der ikke kommer yderligere omkostninger på, når vi først er kommet derover.
jeg forstår dog ikke umiddelbart hvorfor I vælger en lille bil? Hvis i skal køre mange kilometer er det meget vigtigt at det er en bil I kan holde til at sidde i i mange timer, og I skal også overveje om I kan have jeres bagage bag i bilen, for i fx en Toyota Corolla er der ikke plads til meget mere end 2 kufferter. Men det er naturligvis op til jer selv.
Efterlad en kommentar